Haven

Her begynder rejsen

I denne uge har jeg ferie og nu lægger jeg så småt fra land på min selvforsyningsrejse. Fra februar har jeg 9 sammenhængende måneder til at udforske, blive selvforsynende på grøntsager, mærke hvad det gør ved familielivet og ved sjælen. Har du lyst at rejse med?

Jeg vil rigtigt gerne fortælle om det jeg laver i haven og om det jeg ved om at lave have. Og ikke mindst om det jeg lærer undervejs.

Det var planen at det skulle være tørt og klar til at etablere bede i denne uge. Måske bliver det det senere. Jeg har fået leveret 9,5 ton kompost fra Kredsløb. Jeg har betalt for vognmand og så 80 kr/ton finkompost. Det skal på her i november så det kan stå og bygge lidt mere mikroliv op over vinteren og det tidlige forår.

Kompost lavet på genbrugsstation er jo varmet op. Det betyder at mirkolivet er slået ihjel, men de næringsstoffer jorden skal bruge for at alle de små mikrober kan leve der er tilstede. Jeg har også fået en stor bunke hestemøg med strøelse. Den er lavet på pil og jeg håber den skal være med til at give masser af saft og kraft til bedene.

Til at hjælpe med at holde bedene fri for snegle har jeg løbeænderne; Plet, Bob, Mokka og Karamella. Bob er handikappet og har været det siden han klækkede i vores rugemaskine. Han er blevet hele familiens kærlighed og lever på tålt ophold i flokken. Vi har haft løbeænder før som har været gode til at holde sig fra grøntsagerne. Men dette hold er slemme til at spise kål og salat. Så jeg går og hegner lidt hist og pist og ved ikke helt hvad vi skal gøre ved det.

Løbeæderne tager bad i havebassinet. Bob er nederst i hierakiet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *