Bondekunde 2027

2027 bliver 2. sæson med bondekunder. Det er den mest meningsfulde måde for mig at sælge grøntsager til dig på. Jeg håber at det giver dig et tilhørsforhold til jorden og årstiderne at komme i haven, lære ænderne at kende og plukke din egen aftensmad. Jeg sparer tiden det tager at høste og spilder ikke varer, der ikke bliver solgt. Jeg håber det på den måde bliver en win-win for os begge.
Når du er bondekunde i Ylva-Li kan du frit plukke høstklare grøntsager i haven og kan købe bær og frugt med 20% rabat. (I år er det nok kun lidt jordbær og lidt hindbær). Der er over 60 sorter på tegnebrættet, så du kan gå og glæde dig til de forskellige ting kommer i sæson.
Jeg sørger for at du ved hvad og hvordan du kan høste og du henter det du skal bruge. Skal du have gæster og har brug for lidt mere, er det også i orden, indenfor rimelighedens rammer. Du får en introduktion i haven efter tilmelding, så du ved hvordan du bruger haven. Og så får du udleveret en kompostspand som du kan putte alt dit frugt og grøntaffald i og aflevere i kompostbeholderen når du alligevel kommer ned og høster. Så er du med til at sikre næring til haven i næste sæson.
Jeg regner med at sæsonen varer fra ca. midt i maj og til oktober/november. Ca 25 uger. Hvis det lykkes mig at bygge en grøntsagskule inden vinteren, kan det være at der er grøntsager en del af vinteren også. Du binder dig for en hel sæson af gangen og betaler i starten af januar eller så snart du har meldt dig til. På den måde kan dine penge investeres i frø, kompost eller en ny trillebør. I 2026 lægger har der været 6 abonnenter + børn. Jeg ved endnu ikke hvor mange jeg tænker der er pldas til i 2027, men nok lidt flere. Med tiden håber jeg at det bliver til mange flere. Jeg glæder mig til at møde dig i haven.
