I disse uger kan jeg mærke hvordan man, når man gør sin verden lidt mindre, faktisk oplever at verden bliver større og kommer til én. Når jeg går på arbejde, gør jeg det ikke længere på en dejlig efterskolen med alle dens dejlige elever, forældre og kolleger. Det er ikke i en verden af kompleksitet og mange krav. På marken er der også mange bolde i luften og jeg når ikke alt det jeg gerne ville. Det er et livsvilkår tror jeg. Men verden er mere håndgribelig. Jeg oplever de ting der sker og de gør større indtryk. Når svalerne er hoppet ud af reden eller når jeg får øje på de små bliskyllinger bliver jeg taknemlig og lidt ærbødig over at måtte opleve det. Verden er stor i det små.

Og i sidste uge oplevede jeg både at møde en klog ældre kvinde der kom forbi haven og fortalte om sit liv og sine tanker. Tænk; pludseligt sad hun bare på bænken udenfor haven og jeg kunne invitere hende indenfor. Hun var gået fra Rude Strand selvom hun er i slut firserne. Nu tog hun lige et lille hvil. Hun forstod instinktivt hvad haven gik ud på og kunne sætte det i relief til sit eget liv i den store verden. Hun har arbejdet med mennesker i alle dele af verden. Lært kvinder at sende deres børn i skole. Været med til at skabe udvikling og læring. Helt konkret. Hun fortalte at hun aldrig ønskede at være med i store organisationer fordi hun så mistede kontakten til det konkrete. Eller sådan forstod jeg det hun sagde. Smukt. Jeg tror hun har fat i noget. Vi har brug for at være mere konkrete i verden. Mere taktile og mere sansende og praktiske. Det forankrer os i eksistensen når vi gør ting i den fysiske verden. Jeg finder stor ro og glæde i at se haven udvikle sig og vokse lige foran mig dag for dag. Pludselig er de blomkål der og de var der ikke i går. Virkelige, store og høstklare! Og pludselig var Edda der, lige på min (Oles 🙂 ) bænk.

Og tænk at sådanne møder kommer til mig i haven. Stor taknemlighed.